Far og baby

Under 1 år? Så vær opmærksom på…

Børn kan spise det meste af den mad, resten af familien spiser. Men der er alligevel en række madvarer, som barnet under 1 år helt skal undgå eller som det kun kan spise i begrænsede mængder.

Gluten

Varier mellem glutenholdige og ikke glutenholdige kornsorter når dit barn begynder at spise rigtig mad. 

Grønt drys

0-3 år: På persille, purløg, andre krydderurter, salat og spinat kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse hvis maden gemmes og genopvarmes og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Derfor bør persille og andre krydderurter ikke bruges som "grønt drys" til spædbørn og småbørn

Honning

0-12 måneder: Honning frarådes til børn under 1 år på grund af risikoen for spædbarnsbotulisme (forgiftning). Undlad også at bruge honning i mad eller bagværk.

Kanel

Brug som udgangspunkt ægte kanel (Ceylon kanel).

Kanel indeholder det naturlige stof kumarin, som er skadeligt for leveren. Man skelner mellem to typer kanel: kassiakanel og ægte kanel (Ceylon kanel). Indholdet af kumarin er højere i kassiakanel end i ægte kanel, og derfor anbefales det, at man kun indtager kassiakanel i begrænsede mængder.

Komælk

0-12 måneder: I barnets første leveår tilbydes udelukkende modermælk eller modermælkserstatning som drikkemælk. Komælk introduceres som drikkemælk, når barnet er 1 år og da som letmælk.

Mejeriprodukter med højt proteinindhold

Fromage frais, græsk yoghurt, ymer, ylette, kvark og skyr har et meget højt proteinindhold og bør derfor tidligst gives fra barnet er 2 år som en del af en varieret kost.  

Nitrat i grøntsager

0-6 måneder: Undgå grøntsagerne spinat, rødbede, fennikel, selleri og rucolasalat, som har et højt nitratindhold. Nitrat omdannes til nitrit i barnets mavetarmkanal. Nitrit reducerer blodets evne til at transportere ilt. 

6-12 måneder: Nitratrige grøntsager bør, som en tommelfingerregel, kun udgøre en tiendedel af retten. Hvis nitratrige grøntsager som f.eks. rødbeder eller spinat indgår i et måltid i en større mængde, bør du kun servere det for dit barn en gang imellem, fx med ca. 14 dages mellemrum.

Nødder

0-3 år: Børn under 3 år bør ikke spise hele peanuts, nødder, mandler, rå gulerødder - hele eller i stave, popcorn og lignende, afhængig af barnet udvikling og evne til at tygge maden. Det skyldes, at de let kommer galt i halsen. Børn må gerne få finthakkede nødder, fx i mysli, brød eller grød.  

Oliven

0-12 måneder: Oliven indeholder meget salt og bør derfor ikke tilbydes børn under 1 år. Oliven bør ikke tilbydes hele til små børn under 3 år, afhængigt af barnets udvikling og evne til at tygge maden. Det skyldes, at de let kommer galt i halsen. Indgår oliven i familiens mad, fx i farsbrød kan børn godt spise med, men vær opmærksom på det høje saltindhold.  

Risdrik og riskiks

Man bør undgå at servere risdrik og riskiks til børn. Ris har et naturligt indhold af uorganisk arsen. Hvis man igennem længere tid indtager store mængder arsen, kan det have sundhedsskadelige virkninger.

Rosiner

0-3 år: Små børn under 3 år bør ikke spise mere end ca. 50 gram rosiner om ugen.

Rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A, som stammer fra skimmelsvamp, og er kræftfremkaldende. Det betyder ikke noget, hvis børnene spiser mange rosiner én dag og ingen de næste. Det er det totale indtag over en længere periode, som skal begrænses.

Der er ingen forskel på om rosinerne er økologiske eller ikke-økologiske. Der er ikke de samme problemer med anden tørret frugt. 

50 g rosiner svarer til ca. 3 af de små pakker rosiner.

Rovfisk

0-3 år: Børn under 3 år bør ikke spise rovfisk som fx tun, rokke, helleflynder, oliefisk, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, escolar og sandart). Det gælder også tun på dåse.   

Salt

0-12 måneder: Det anbefales, at man ikke tilsætter salt til spædbarnets mad, da det er en belastning for barnets nyrer.

Æg

0-12 måneder: Æg kan gives som hårdkogt æg eller bruges i kager, farsretter, postejer eller æggepandekager. Hvis du vil servere fx omelet eller røræg, hvor ægget ikke bliver helt kogt igennem til små børn bør du, for at være på den sikre side, bruge pasteuriserede æg på grund af faren for smitte med salmonella i rå æg