Mor der kysser barn

Hvornår kravler baby?

Især som førstegangsforældre er man megaspændt på hvert nyt udviklingstrin og hver ny kompetence. Måske ligger du lidt under for den uendelige sammenligning med, hvad der er normalt, eller hvad andre babyer på samme alder – og måske yngre! – kan. Det er helt naturligt, og er kun et udtryk for din kærlighed og omsorg for dit barn. Dog er det en god øvelse at sætte sig lidt ud over sammenlignelighedens kunst og i stedet for hvile i, at du og din baby er lige som I skal være, og følger jeres egen kurve for læring. 

Nyfødt baby med øjenkontakt med sin mor

Hvis du virkelig bliver i tvivl om, hvorvidt noget ligger helt uden for skalaen, har du altid din sundhedsplejerske at spørge til råds. De har som regel lang erfaring med at se på babyers udvikling, og de ved, hvornår der er forhold, man måske lige skal være særlig opmærksom på. For den anden grøft er jo også at blive ligeglad, og det går jo heller ikke. Så som med alt andet i verden gælder det om at bevæge sig på den gyldne middelvej og have en god balance mellem ”det behøver jeg ikke bekymre mig om” og ”hvordan kan jeg stimulere mit barns sanser til at blive nysgerrig på det næste udviklingstrin”. Så lad os kigge lidt på fysiologien og spørge ”Hvornår kravler baby normalt?” 

For at styrke din babys muskler er du helt fra starten af babys lille liv blevet anbefalet at lægge den lille trold på maven, så snart lejligheden byder sig. Og allerede her begynder kravleeventyret. Når baby ligger på maven, får det et helt andet perspektiv på verden, og det får mulighed for at kigge på alle de spændende ting, der ligger foran det. Helt naturligt får baby lyst til at undersøge det nærmere. Og for at opnå dette, er det nødvendigt at finde ud af, hvordan man kommer derhen! De fleste babyer begynder med at krybe som en lille soldat på træningsbanen hen over gulvet. De benytter primært armene til at trække sig frem og hjælper til med benene.

Andre børn udvikler en særegen teknik med at hoppe siddende fremad. Ved en 8-10-månedersalderen, går det simpelthen for langsomt med denne metode, selvom nogle småbørn kan skyde en vældig fart! Og her bliver det naturligt for dem at udvikle en ny taktik til at opnå de ønskede mål. De begynder hermed at forsøge sig med at komme mere op på knæ og hænder. De øver balance, stabilitet og krydskoordinering. Sikke et arbejde.   

Baby ligger på maven, Semper

Stimuler dit barns krydsmønster

For at kunne kravle skal dit barn have styr på og mestre krydskoordinationen. For at kravle skal modsatte arm og ben følges ad for at kunne holde balancen. Denne evne kan øves tidligt med krydsøvelser. Det behøver ikke at have karakter af et træningscenter ”nu skal vi dælme træne krydsmønster!” Næh hav det med i hverdagen; når der pusles, så før modsatte arm og ben/knæ sammen foran kroppen og stræk ud. Gør det bare et par gange, men ofte. Det kan også være når I hygger på gulvet eller synger en sang. Denne krydskoordination, får dit barn nemlig glæde af i mange kompetencer fremover ved fx gang, gadedrengehop, cykling, løb og mange andre fysiske udfoldelser. 

Kan man lære baby at kravle?

Du kan stimulere dit barn til at blive nysgerrig på verden og danne gode og trygge rammer for at dit barn har mod på at udfordre sig selv. På denne måde skal dit barn nok finde ud af, hvordan det opnår kompetencerne til at udforske alt det spændende, der findes i dets nærmiljø. Du behøver altså ikke at ’undervise’ dit barn i kravl, det skal det nok selv finde ud af, men du kan opfordre det til at arbejde med det, ved at lave nogle baby kravle øvelser sammen med dit barn.

Primært handler det om, at du bruger en masse tid med leg på gulvet. Du kan lægge dit barn på maven over dit ben, så det har arme og ben på hver side. Dermed kan bruge dit ben til at få fornemmelsen af at hæve kroppen fra gulvet, og på denne måde træne stabiliteten og musklerne i arme og ben. Men husk det skal være sjovt for jer begge. Du kan sætte farvestrålende legetøj foran det, som det ikke kan nå, eller brug dig selv, som den absolutte yndlingsting, du nu engang er. Sæt dig lidt væk og kald på barnet og ros det begejstret, når det viser antræk til at komme op på alle fire. Husk det er en naturlig læringsproces, hvor opmuntring og begejstring er fordrende, men hvor forventninger og frustrationer ikke hjælper det store. Der er som sådan ikke noget I skal nå.  

Skal babyer lære at kravle?

Man skal kravle før man kan gå, siges det. Det betyder nærmere, at man skal lære ét for at kunne lære noget andet. Et barn lærer utroligt meget ved at kravle. Her er det igen det krydskoordinerende element, der har betydning. For ikke nok med at kompetencen benyttes til fremtidige fysiske udfoldelser, så spiller det også ind på de kognitive kompetencer. Krydsbevægelserne stimulerer nemlig også samarbejdet mellem de to hjernehalvdele. Det bliver dermed lettere at skelne fx tal og bogstaver, der ellers ligger tæt op ad hinanden. Så er du i besiddelse af sådan en lille banan, der måske går direkte fra jeg-kommer-fremad-med-numse-hop til at rejse sig og gå, så er det vigtigt, at du får trænet de krydskoordinerede bevægelser på andre måder.

Generelt er en god motorik et godt udgangspunkt for et godt barneliv. Så det er bare med at komme i gang med at hoppe, svinge, vende på hovedet, trille og gynge. Der findes mange fine bøger om leg, der udvikler og stimulerer motorikken, hvis du er lidt lost for gode ideer eller i tvivl om, hvad de små størrelser egentlig kan tåle – rigtig god fornøjelse!