Babys udvikling
Barnet er allerede fra fødslen mere udviklet end hvad de fleste tror. De fleste babyer kan bruge deres fem sanser allerede som nyfødte, men sammenlignet med livet i maven kan verden føles uvant, og alle nye indtryk påvirker selvfølgelig dit barn i den første tid.
Den nyfødtes lugte- og smagssans
Allerede som nyfødt kan barnet både smage og dufte, og meget hurtigt vil dit barn kunne genkende sine forældre via deres lugt. Også duften af modermælk kan få barnet til at søge til brystet. Vidste du forresten, at babyer kan genkende smage i modermælken, fra den mad, mor har spist igennem graviditeten? Ret vildt, ikk’?
Babys hørelse
Mod slutningen af den første måned vil hørelsen som regel være fuldt udviklet, og barnet kan skelne imellem forskellige slags lyde. Spædbørn reagerer ofte på pludselige lyde – og bliver rolige af rytmiske og harmoniske toner. Desuden er det som om, at børn foretrækker lyse stemmer fremfor mørke, og derfor er der mange voksne, som taler babysprog, når de taler til små børn – og det er rigtig godt.
Nyfødtes hoveder skal støttes
I forhold til en babys lille krop, er hovedet proportionelt meget større, og derfor er det vigtigt, at du støtter barnets hoved, når du holder dit barn. Efter ca. 2 måneder er barnets nakkemuskler udviklet nok til at kunne holde hovedet i balance selv. Hovedet skal dog stadig støttes, og der går noget tid, inden barnet har styrke nok i nakkemusklerne til at holde hovedet helt selv.
Babys følesans
Følesansen udvikles tidligt og berøring er vigtig for små børn, som har et stor behov for nærhed, kontakt og tryghed. Hud-mod-hud kontakt er meget vigtig for tilknytningen, men gør også barnet roligt og trygt.
Synssansen hos en nyfødt
Hvor langt kan en nyfødt se? Barnets øjne og syn udvikles langsomt og det er først efter to måneder, at barnet kan fiksere blikket på ca. 30 centimeters afstand. Fordi barnet ser utydeligt, vil de kunne lide at kigge på mønstre med stærke kontraster og ting som bevæger sig ofte. Hvis du er nysgerrig på din babys øjnefarve, kan du læse mere her.
Fontanellen og barnets hoved
Hovedet består af otte kranieplader, som ikke er helt sammenvoksede ved fødslen. Hovedet skal nemlig være eftergiveligt for, at barnet er nemmere at føde, men også fordi hjernen skal have plads til at vokse. Mellemrummene mellem kraniepladerne kaldes fontanellen, og beskyttes af en stærk hinde og hud. Barnet fødes med to fontaneller – en større som findes højst oppe på hovedet og en mindre som findes på den bagerste del af hovedet. Fontanellen er meget sart hos små børn op til 2-årsalderen. Derfor skal man være forsigtig med barnets hoved, men du behøver ikke være bange for at vaske eller kærtegne barnet over fontanellen. Mange forældre oplever bekymringer om fladt baghoved, læs mere om det her.
Hvornår får baby tænder?
De første tænder begynder at kigge frem omkring 6-måneders alderen, nogle gange lidt tidligere og nogle gange lidt senere. Det kaldes tandfrembrud, når de første mælketænder er på vej til at kigge frem. Hvis du oplever, at dit barn begynder at savle, skrige og bide mere i ting end tidligere, kan det være et tegn på, at der er tænder på vej. Nogle børn oplever, at det klør, når tænderne bryder frem. Du kan prøve, om en bidering kan hjælpe. Bedøvende cremer til tandkødet fra apoteket er også en mulighed.
Hvordan børster man babytænder?
Samtidig med at den første tand bryder frem, får du sikkert en masse tanker om, hvordan du bedst passer dit barns tænder. Væn dit barn til at få børstet tænder, så snart den første tand bryder frem. Så bliver det lettere at få en god rutine med tandbørstningen. Vælg en blød, lille tandbørste og lad barnet lege og bide i tandbørsten, så barnet vænner sig til den.
Børst dit barns tænder både morgen og aften med en lille klat fluortandpasta, som styrker tænderne, på størrelse med dit barns lillefingernegl. Vælg en mild tandpasta, som er tilpasset små børn.
Ofte er det nemmest at børste barnets tænder, mens dit barn ligger på ryggen. Lad dit barn ligge på puslebordet eller i dit skød, så hovedet får støtte. Når barnet bliver større, kan det sidde på dit skød, mens du støtter dit barns hoved. Gør gerne tandbørstningen til en leg i begyndelsen, så barnet har lettere ved at acceptere rutinen. Tandbørstningen er en vigtig rutine så forsøg at finde en måde, som fungerer godt for jer. De første gange er det uvant for dig, og dit barn vil sikkert protestere. Men når I så småt er vant til situationen, kan dagens to tandbørstninger, forvandles til hyggelige og sjove stunder for jer begge to.
Sukker, tænder og baby
Tænderne skal holde i lang tid, så det er vigtigt at holde mælketænderne sunde. Mælketænderne er ikke særligt slidstærke og de er ekstra følsomme overfor karies. Hvis karies udvikles til huller i mælketænderne, kan det i værste fald skade de permanente tænder, som endnu ikke er brudt frem. Er barnet uheldigt og slår sine tænder, bør I søge kontakt med børnetandplejen, som kan vurdere, om der skal gøres noget.
Vand er den bedste tørstslukker. At slik indeholder masser af sukker ved alle. Men tænk på at der kan gemme sig sukker i fx yoghurt og juice. Server aldrig søde drikke i sutteflasken, da søde drikke øger risikoen for huller i tænderne. Generelt er det hårdt for tænderne, hvis dit barn småspiser- og drikker i løbet af dagen.
Alle børn er forskellige og udvikler sig ikke lige hurtigt – det er helt normalt. Kontakt din sundhedsplejerske hvis du har brug for støtte eller har spørgsmål om dit barns udvikling.