Mor i 90’erne
”Man var meget mere autoritetstro dengang”
”Jeg havde aldrig haft med spædbørn at gøre, så jeg var jo bange for at gøre noget forkert,” siger 49-årige Anette, der fik sit første barn i 1997 og nu er mor til to voksne piger. Og dét er nok en følelse, som mange nybagte mødre kan genkende – uanset hvilken tid de er blevet mødre i.
Det var særligt lige efter fødslen, Anette havde disse bekymringer, for det med amningen gik desværre ikke så let, som hun havde forestillet sig. ”Det følte jeg bare, at man skulle. Så det var lidt hårdt, da det ikke fungerede,” fortæller Anette, der særligt følte sig presset af personalet på sygehuset. Heldigvis oplevede hun ikke det samme pres fra sin omgangskreds, og bekymringerne fortog sig dog også hurtigt. Da hun først havde accepteret, at hendes datter var flaskebarn, var der faktisk flere ting, der blev meget lettere: ”Det gjorde jo det hele lidt nemmere. Nu blev hun jo faktisk mæt, når hun fik noget at spise, og det var en stor lettelse,” siger Anette og forklarer, at det faktisk også gjorde det lettere at dele forældreopgaven imellem hende og hendes daværende mand: ”Det, at hun fik flaske, gjorde det jo også nemmere at dele opgaven. Hendes far var jo fantastisk – han var lige så meget inde over det som mig!” siger hun.
”Det var jo en anden tid. Man kunne ikke søge så meget rundt, som man kan i dag. Man var meget mere autoritetstro dengang,” siger Anette, der stolede meget på både læger og sundhedsplejersker, da hun blev mor for første gang. ”I dag tænker man måske ’jamen, der står noget andet på nettet´,” uddyber hun.
”Det hele var lidt mere afslappet dengang”
”Jeg tror, det hele var lidt mere afslappet dengang, og det skyldtes nok blandt andet, at medierne ikke fyldte så meget, som de gør i dag. I dag er der så mange holdningerne til alting over det hele,” siger Anette og fortæller, at det kan være problematisk at skulle forholde sig til så mange meninger og informationer: ”Det, tror jeg da, kan blive et problem, fordi man aldrig får ro, hvis man bliver bombarderet med meninger og holdninger allevegne.”